DIF fortsætter med at finde spydspidsforeninger, der skal tegne ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’ i det historiske partnerskab med A.P. Møller Fonden. Foreningerne er sat sammen til lokale klynger, og i Thy skal Snedsted GIF, Midtthy Håndboldklub og Thy Frilufts- og Klatreklub samarbejde om at udvikle deres børne- og ungemiljøer.
Med flere end 800.000 medlemmer under 18 år er Danmarks Idrætsforbund (DIF) den største børne- og ungeorganisation i Danmark.
For at skabe endnu bedre idrætsmiljøer for børn og unge har DIF med støtte fra A.P. Møller Fonden startet ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’, og er nu i gang med at ansætte en række børne- og ungeansvarlige, der skal hjælpe foreninger til at styrke arbejdet med børn og unge. Blandt andet i Thy, hvor Snedsted GIF, Midtthy Håndboldklub og Thy Frilufts- og Klatreklub er udvalgt til at være såkaldte spydspidsforeninger i projektet.
”Som spydspidsforening ønsker vi at styrke børn og unges sociale relationer samt fremme idræt ved at have et bredt udvalg af muligheder ved et stærkt foreningsmiljø. Fælles for vores forskellige foreninger er, at vi ser fald i medlemmer når de unge tager på efterskole, hvor vi ser en udfordring i at få denne gruppe af unge tilbage som medlemmer i foreningerne.
Vi håber og tror, at nye tanker og tiltag kan styrke vores lokalområde og bidrage til at unge bliver medlemmer i foreningerne igen”, siger Kenneth Nordborg, næstformand SGIF
Fortsat uforløst potentiale
Hos DIF er der store forventninger til det kommende udviklingsarbejde i Thy.
”Vi er gået efter foreninger fra forskellige idrætter og af forskellig størrelse, så det afspejler hele vores idrætsbillede. Allerede inden samarbejdet er begyndt, har vi i denne klynge kunne mærke et stort ønske om at samarbejde, og en nysgerrighed på, hvordan man sammen med en børne- og ungeansvarlig kan løfte en lokal børne- og ungeindsats. Der er rigtig mange muligheder i den her klynge, fordi der er mange idrætter involveret. Derfor bliver det også spændende at se, hvordan det her samarbejde udfolder sig og forhåbentlig kommer en masse børn og unge til gavn i Thy.” siger Martin Bro, der er faglig leder for de børne- og ungeansvarlige.
Netop et generelt løft af børne- og ungeområdet er noget, som man har særligt fokus på i spydspidsarbejdet:
”Vi drømmer om en fremtid med flere børn og unge som en del af vore foreninger - Spydspidsforeningen har muligheden for at udvikle, inspirere og give opbakning omkring de nuværende og fremtidige tilbud. Vi ser frem til arbejdet der skal foregå på tværs af vores foreninger og tror på at det vil styrke lokalsamfundet positivt” siger Kenneth Nordborg
Fakta om spydspidsarbejdet:
- I 2023 og 2024 udpeges et antal foreninger til at være spydspidsforeninger, hvor der skal udvikles og opsamles viden om de succesfulde børne- og ungemiljøer
- Foreningerne sættes sammen af 2-3 foreninger lokalt, der skal samarbejde om udviklingen
- Aktuelt er der 7 klynger i gang i Region Midtjylland og 5 i Region Sjælland, mens der i løbet af 2024 vil blive lavet klynger i Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden.
- Hver foreningsklynge får tildelt en børne- og ungeansvarlig, der skal stå for at drive udviklingsarbejdet og sørge for erfaringsdeling
- I denne klynge er det Snedsted GIF, Midtthy Håndboldklub og Thy Frilufts- og Klatreklub som skal samarbejde om en børne- og ungeansvarlig.
Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge:
- A.P. Møller Fonden har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
- ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber over de næste fem år.
- Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
- Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 800.000 medlemmer under 18 år.
- Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.
- Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge