Thisted Kommune er Nordjyllands hurtigste til byggesagsbehandling og styrker væksten for lokale virksomheder

Foto: Thisted Kommune.
dato

Thisted Kommune har for andet år i træk leveret den hurtigste byggesagsbehandling i Region Nordjylland med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 23,6 dage.

Thisted Kommune har igen vist vejen inden for effektiv byggesagsbehandling og har for andet år i træk opnået den bedste placering i Region Nordjylland. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2023 og 2024 er 23,6 dage, hvilket har stor betydning for virksomheder i området.

En af de virksomheder, der mærker fordelene, er Be-Ge Seating A/S i Frøstrup. Virksomheden, der producerer sædeløsninger til køretøjer, overvågnings- og kontorstole, har oplevet kraftig vækst de seneste tre år og forventer fortsat vækst på 15-20 procent årligt. Dette har skabt et akut behov for udvidelse, og virksomheden skal blandt andet opføre en 650 kvadratmeter telthal samt nyt kantineområde.

Processen med at få byggetilladelsen på plads er gået hurtigt og tilfredsstillende, og byggeriet forventes at starte op inden sommerferien. Be-Ge Seating A/S har i samarbejde med et arkitektfirma haft en god dialog med Thisted Kommune, hvilket har gjort processen smidig.

Kommunen arbejder løbende på at forbedre servicen ved både at sikre hurtig sagsbehandling og at give virksomheder en realistisk tidshorisont, så planlægningen kan forløbe effektivt og forudsigeligt. Ambitionen er at fortsætte dette fokus, så både eksisterende og nye virksomheder får den bedst mulige support i deres udvikling.

I Dansk Industris måling for erhvervsvenlighed er det netop den effektive og pålidelige byggesagsbehandling, der sikrer Thisted Kommunes topplaceringer og styrker erhvervslivets muligheder for vækst.

https://www.thisted.dk/nyheder/2026/maj/byggesagsbehandling

Kilde: Thisted Kommune